Jeg har tre hylder i vores klædeskab (vores = min kæreste og jeg). De to øverste hylder, som man kan se på billedet, er dem jeg opbevarer mit hverdagstøj på. Den nederste hylde, som man ikke kan se på billedet, er den jeg opbevarer mit sportstøj og tasker på.
Det ser ikke ud af meget, men der er faktisk 3 stakke med tøj på midterhylden (den bagerste er sommertøj) og så har jeg jo også mit overtøj, mine sko, accessories, undertøj og strømper.. og alt det som ligger i vasketøjskurven.
Den øverste hylde er i øjeblikket lidt tom. Det er den fordi, jeg har taget en ny rutine i brug. Alt det tøj som jeg bruger i år 2018, bliver lagt på øverste hylde, når det er blevet vasket. I slutningen af året skulle jeg gerne stå tilbage med en fin fordeling af mit tøj:
På øverste hylde: Alt det tøj som jeg rent faktisk bruger.
På midterhylden: Alt det tøj som jeg ikke bruger, som skal sælges eller doneres væk.
Det tøj som er tilbage på øverste hylde i slutningen af året, er det tøj, som skal danne rammerne for min kommende garderobe på kun 50 dele. Men mere om det senere.