Jeg vil helst ikke have for meget tøj i min garderobe, som kun kan bruges få gange om året. Hvis man fx. har en kjole eller et par stiletter, som kun kan bruges om sommeren, bliver det hurtigt ret begrænset, hvor ofte det bliver brugt. Det bliver derfor også svært at nå at få det slidt op, inden man bliver træt af det. Derfor prøver jeg kun at have tøj i mit klædeskab, som kan bruges mere eller mindre hele året rundt. I dette blogindlæg kan du se og læse hvordan jeg transformer mine shorts, min nederdel og min kjole fra sommertøj til vintertøj.
Shorts
Mine hvide højtaljede shorts fra H&M brugte jeg i sommeren med en t-shirt eller en top, og tilføjede et par sandaler, ballerinaer eller et par sneakers. I efteråret brugte jeg mine shorts med et par strømpebukser, et par ankelstøvler og en tynd striktrøje. Når vinteren banker på døren vil jeg bruge mine shorts med et par over knee støvler og en varm striktrøje.
Tip! Et par over knee støvler gør det nemt at holde varmen i kjoler, shorts og nederdele, når efteråret og vinteren banker på døren.
Nederdel
I sommeren 2017 købte jeg denne polkaprikkede højtaljede nederdel i den lokale genbrug. Denne sommer har jeg kombineret den med en lille hvid top og sandaler, hvilket har været perfekt i sommervarmen. I efteråret brugte jeg nederdelen med et par ballerinaer og en t-shirt. Denne vinter kommer jeg til at bruge nederdelen med mine over knee støvler, strømpebukser og en tynd striktrøje.
Tip! Nederdele i midi længden kan hurtigt komme til at virke tunge med støvler under. Hvis nederdelen har knapper, så knap lidt op så nederdelen får en slids. Det gør looket mere feminint og mindre tungt at se på.
Kjole
Denne skønne chiffonkjole fra H&M Conscious brugte jeg i sommeren med et par sandaler eller et par ballerinaer. Det var så dejligt nemt og ligetil! I efteråret kombinerede jeg kjolen med et par strømpebukser og et par ankelstøvler. Denne vinter kommer jeg til at bruge kjolen sammen med mine over knee støvler og min tynde læderjakke.
Tip! Brug din tynde sommerjakke som cardigan i vintermånederne. I det her tilfælde har jeg brugt min tynde læderjakke som cardigan.
Jeg beklager de tarvelige spejl-selfies, men det er ikke altid nemt at finde en fotograf 🙂
Læs også:
Blogindlæg – Nøglen til en lille garderobe: Basics, kvalitet og minimalistisk enkelthed
Blogindlæg – Nøglen til en lille garderobe: Personlig stil (og modet til at være sig selv!)
Blogindlæg – Nøglen til en lille garderobe: Alsidigt tøj