8 råd til når du køber genbrugstøj

dav

Der er altid gode chancer for at finde genbrugsguld i genbrugsbutikkerne eller på loppemarkeder, men ind imellem går det også galt og man kommer hjem med, hvad man troede var en unik skat, men som viser sig at være lige til skraldespanden. Her er mine 8 bedste råd til, når du skal på genbrugsjagt.

Lugt til tøjet

Lugter det af røg, kæledyr eller sved, så overvej en ekstra gang om du vil have tøjet med hjem. Det kan være svært at fjerne lugten af røg, kæledyr eller sved, så du kan risikere at det er penge lige ud af vinduet. Husk, at der kan være en grund til at tøjet er blevet smidt ud i første omgang.

Gennemgå tøjet for pletter og huller

Der er ikke noget værre end at komme hjem med genbrugsguld, kun for at opdage at der er små huller og/eller pletter. Uheldigvis opdagede du det bare ikke, da du stod i butikken. Mit råd er, når du har prøvet tøjet på, så tag tøjet med ud i butikslokalet og gennemgå tøjet nøje for pletter og små huller. Lyset er som regel bedre ude i butikken end i prøverummet.

Lad dig ikke skræmme af størrelserne

Tøj som ender i genbrugsbutikkerne, er ofte blevet vasket minimum et par gange, før det ender på bøjlerne, derfor kan størrelserne i tøjet godt snyde lidt. Store størrelser kan være krympet en størrelse eller to. Omvendt kan småt tøj være blevet udvidet, så det er en størrelse større end angivet. Så hvis du ser noget tøj, som du godt kan lide, men som er en størrelse større eller mindre end du plejer at bruge, så hæng det ikke tilbage, men tag det med en tur i prøverummet. Har du gode symaskine evner? Så kan tøj, som er for stort, altid lægges ind og for lange bukser lægges op.

Ta’ dig god tid

Jeg går aldrig på genbrugsjagt, med mindre jeg har god tid til det. For det kræver god tid til at kigge alle tøjstativerne igennem, og gennemgå samtlige hylder og kasser for guld. For rigtig mange mennesker er det et mareridt at gå i genbrugsbutikker. Ofte er det fordi at butikkerne er rodet og uoverskuelige, men tricket er altså, at sætte tid af til at gå og hygge sig med at lede efter guld blandt alt ragelset. Min erfaring er, at guldet tit er gemt i de bunker med tøj, som ingen kan overskue at gennemgå, eller i de kasser på gulvet, som er gemt væk under de lange kjoler på bøjlerne ovenover. Så tag dig god tid og hyg dig med det. Det skal ikke være en kamp om at finde noget perfekt eller et ræs mod tiden.

dav

Prøv altid tøjet på

Uanset om det er nyt tøj eller genbrugstøj, så er det altså en virkelig god idé at prøve tøjet på, inden du køber det. Når du først har købt noget i en genbrugsbutik, så kan du ikke bytte det igen. Så tag dig god tid i prøverummet og vær kritisk. Det er så nemt at blive fristet af de lave priser, men det bliver aldrig et godt køb, hvis ikke du får det brugt.

Spørg efter de nye varer

Går du tit forgæves, når du går på skattejagt? Det kan være en god idé at spørge de lokale genbrugsbutikker om, hvornår de får nye varer i butikken. Det gør det meget nemmere (og sjovere), at gå på jagt efter de gode ting, når man ved, at butikken lige er blevet fyldt op.

Besøg lageret

Er du genganger i de lokale genbrugsbutikker og genkender personalet dig? Så kan man godt være så kæk og spørge, om man må få adgang til lageret – ledsaget af en fra personalet, naturligvis. Det er lykkedes for mig en del gange efterhånden og det er et slaraffenland uden lige. Man kan også melde sig som frivillig i en genbrugsbutik, så får man helt naturligt adgang til de nye varer først. Vær dog forberedt på at mange butikker har regler om, at personalet ikke må købe de nye varer, før de har været inde i butikken og vende først.

Tilbudsdage

Vil du gerne gøre et godt kup til en god pris? Så kan du sagtens spørge de forskellige genbrugsbutikker, om de har faste tilbudsdage. Der er mange genbrugsbutikker, som fx har 50% på hele butikken den første lørdag i måneden. Det hænder også at genbrugsbutikker holder “Fyld en pose for en 50’er” dage, men min erfaring er, at der er langt imellem dem.


Har du et godt råd, når det kommer til genbrugsshopping? Så del det gerne i en kommentar herunder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s