2019: Et tilbageblik på året der er gået

År 2019 har på mange måder været et turbulent år og jeg glæder mig faktisk til at runde året af og starte på en frisk igen. Men uanset hvor turbulent det til tider har været, så har det også været et fuldstændig fantastisk år fyldt med oplevelser og eventyr – præcis som jeg gerne vil have det. I dette blogindlæg skal vi se tilbage på året, der gik, og alt hvad det har budt på.

Bloggens udvikling

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at da mit år uden shopping stoppede, fik jeg lige pludselig svært ved at finde emner at skrive om på min blog. I et tidligere blogindlæg skrev jeg, at jeg ville begynde at skrive mere om minimalisme, økonomi og personlig udvikling fordi det havde min interesse, men det er ikke blevet til mange blogindlæg indenfor de emner. Det var først da vi nåede halvvejs gennem året, at det fik op for mig, at jeg jo “bare” skulle skrive om tøj. Det var det, der startede det hele, og det var det, som jeg inderst inde brændte for. Så resten af året har mit fokus været på emner omkring tøj. Dog mest emnet En simpel garderobe, som jeg i starten af året kaldte 50 Item Wardrobe.

Modsat mange modebloggere som hovedsaglig promovere salg af tøj, har mit fokus været på det tøj og den garderobe du allerede har, og været fortaler for at købe secondhand tøj, hvis det gamle tøj skal erstattes. Noget som jeg tager med mig videre ind i det nye år.

mie schmidt blog

Shoppe vaner, mønstre og personlig stil

Da året startede købte jeg en håndfuld nøje udvalgte tøjdele, som kunne opdatere min garderobe, og få den til at føles ny og frisk igen. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ikke ville købe mere nyt tøj resten af året, og hvis jeg skulle komme til at mangle noget, så skulle det helst købes brugt. Det er faktisk gået overraskende godt bortset fra en lille overgangsperiode i starten af året, hvor jeg faldt i genbrugsfælden og købte mere brugt tøj, end jeg havde behov for. Overgangen fra ikke at have shoppet i et år og lige pludselig have frit spil, var overvældende, og jeg må indrømme, at mine shoppevane og mønstre hurtigt kom tilbage, men i stedet for at købe meget nyt tøj, så købte jeg meget brugt tøj. Det gik heldigvis hurtigt op for mig, at jeg var kommet ud på et sidespor, og fik stoppet shoppe galskaben igen. Resten af året har kun købt nogle få nye tøjdele, såsom basis T-shirts og en nederdel, og erstattet gammelt/slidt tøj med brugt tøj.

Ved indgangen til dette år, var jeg overbevist om, at jeg havde fundet min personlige stil og beskrev stilen med disse tre ord: classic, colorful & edgy. I løbet af året blev jeg dog mere bevidst om, at jeg nok kun var kommet et skridt nærmere min personlige stil, for da alt kom til alt, så var jeg faktisk slet ikke så colorful i min beklædning, som jeg troede. For et par måneder siden læste jeg et af mine gamle blogindlæg fra Juni sidste år. Der stod sort på hvidt:

Jeg elsker blomsterprint, an all black outfit, og striktrøjer, men sådan mere generelt set så vil jeg til hver en tid foretrække tøj, som både er pænt men også afslappet af have på. Det er en af de ting, jeg aldrig vil gå på kompromis med.

Det er spot on! Det er min stil, både førhen og i dag, beskrevet kort og præcist. Tænk sig at jeg har været så meget i tvivl om min stil, men alligevel vist nærmest helt fra starten hvad min stil var. Det er jo skørt. I dag har jeg omfavnet det og det fungere 100%.

schwung

Tv, interviews og gæsteblogindlæg

I løbet af året er jeg blevet interviewet af Spiir og Ugeavisen Kolding. Selvom jeg også blev interviewet et par gange sidste år, så synes jeg stadig, det er lidt grænseoverskridende. Heldigvis er jeg blevet bedre til at omfavne situationen og slappe af, så jeg kan få mit budskab om at købe mindre tøj spredt. Men da TVSyds ungdomskanal Schwung ringede og spurgte, om jeg havde lyst til at lave en video eller to med dem, kom jeg for alvor på dybt vand. For det er én ting at sidde og snakke med en journalist, en anden ting er, at stille sig op foran et kamera og snakke. Det var grænseoverskridende, men for pokker hvor er jeg glad for, at jeg bare sprang ud i det. Det fedeste af det hele var, da jeg en aften i Spanien blev ringet op af familie og venner, fordi de alle havde set mig i fjernsynet. TVSyd havde åbenbart sendt den ene video i bedste sendetid som afslutning på nyhederne. Det var aldrig meningen, at videoen skulle sendes i fjernsynet, den var blevet lavet til Schwungs YouTube kanal. Men hallo!? Hvor fedt var det ikke lige.

Året har desuden også budt på gæsteblogindlæg hos Ind i verden og Gå mig glad, noget som var helt nyt for mig.

Spanien, et seks måneders eventyr

Den 1. Juni flyttede min kæreste og jeg midlertidigt til Spanien. Det var en drøm for os, som endelig gik i opfyldelse -og sikke et eventyr det var! Det var alt det, vi havde forventet, og så overhovedet ikke alligevel. Det er et kapitel i vores historie sammen, som vi aldrig vil glemme.

Inden afrejse til Spanien havde jeg gjort mig forhåbninger om, at jeg ville begynde at bloggere mere, end jeg allerede gjorde, men de tanker blev aldrig indfriet. Jeg havde svært ved at finde emner at skrive om, og fordi sommervarmen var på sit højeste fra vi ankom og frem til slutningen af August, ja, så levede jeg praktisk talt i mit badetøj. Det gjorde det svært både at få taget inspirerende outfits billeder til min instagramprofil, og ikke mindst svært at finde noget spændende at skrive om på min blog, som ikke var rejserelateret. Jeg kunne godt havde skrevet mere om vores oplevelser og vores rejse generelt, men det er ikke det, der er formålet med min blog.

I slutningen af November, et halvt år senere, flyttede vi tilbage til Danmark igen. Det har været en hektisk måned, men vi er så småt ved at finde fodfæste. Jeg er både motiveret og inspireret til at skrive nye blogindlæg i det nye år, jeg glæder mig ligefrem til at se, hvor jeg kan tage min blog hen, og hvor min blog kan tage mig hen.

ptfbty

Taknemmelighed

Overordnet set har det, på det personlige plan, været et år i balance. Der har været perioder med meget arbejde, ingen fritid og ingen oplevelser (tiden hvor jeg sparede sammen til Spanien), men der har også været perioder med meget afslapning, meget fritid og mange eventyr (tiden i Spanien). Set med blogger-øjne har det været et år, hvor jeg har haft svært ved at finde fodfæste. Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle skrive om, og ind imellem overvejede jeg sågar, om jeg overhovedet skulle blogge mere. Men bare rolig, det skal jeg selvfølgelig, det er jeg fuldstændig afklaret omkring i dag.

Jeg føler en stor taknemmelighed for alt, hvad der er sket i år, og tager erfaringen om, at hvis jeg sætter mig noget for og arbejder hårdt for det, så skal det nok lykkedes. Det oplevede jeg både i år, da vi besluttede os for at flytte midlertidigt til Spanien, og sidste år da jeg besluttede mig for ikke at shoppe i et år. Med den erfaring i ryggen vil jeg hoppe ind i det nye år og arbejde hårdt for alle mine nye mål, så de også kan lykkedes.

Rigtig godt nytår til jer, kære læsere. Tak fordi I har været med på sidelinjen, kommenteret, liket og delt. Jeg håber, vi læses ved i år 2020.


Læs også: 2018: Et tilbageblik på året der er gået

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s