En simpel livsstil: 9 ting jeg ikke længere bruger penge på

Langt de fleste der vælger en mere simpel livsstil, oplever at skulle fravælge nogle ting i deres liv, for at få plads, tid og råd til de ting, som virkelig betyder noget for dem. Jeg har selv været igennem processen og måtte fravælge for at kunne tilvælge. Her er de 9 ting, som jeg har fravalgt og derfor ikke bruger penge på længere.

1. Tv abonnement

Jeg har ikke ejet et fjernsyn siden år 2011 og jeg har ikke fortrudt en eneste gang, at jeg fjernede det fra mit liv. Tv abonnementer er dyre, så jeg har sparet mange penge på at give slip på fjernsynet én gang for alle. Ikke dermed sagt at jeg aldrig ser film, serier eller dokumentarer. I dag ser jeg det bare på Netflix eller på YouTube. Jeg har aldrig været særlig god til at se film, hverken herhjemme eller i biografen. Jeg sidder ofte med en følelse af, at jeg spilder min tid, at jeg kunne bruge min tid på noget andet. Derfor gav det slet ingen mening for mig at beholde fjernsynet og tv abonnementet i mit liv.

2. To go kaffe

I mange år var en af mine helt store syndere den daglige to go kaffe. Min favorit kaffebar lå på vejen til mit studiet, så det var nemt og alt for fristende at købe en kop med på vejen. Det var en langsom udfasning, men i dag køber jeg sjældent to go kaffe – vi snakker cirka én kop hver anden måned (hvis det overhovedet er så meget) – og det har sparet mig mange penge. Er du selv fristet af den daglige to go kaffe, så kan du med lidt hurtig hovedregning nemt regne ud, hvordan den daglige to go kaffe til ca. 35kr. koster dig 175kr. i ugen og 700kr. i måneden hvis du køber en kop alle hverdage. Der er altså rigtig mange penge at hente på det punkt.

3. Blade og magasiner

I alderen 15-25 år købte jeg ofte blade og magasiner, primært modemagasiner, men som årene gik og magasinerne steg i pris, blev jeg bevidst om, hvor lidt jeg fik ud af dem ift. hvad jeg betalte for dem. Typisk ville jeg bladre magasinet igennem et par gange, læse en artikel eller to, for derefter at opbevare dem i flere år. De var rent ud sagt til ingen verdens nytte for mig. Det eneste de bidrog med, var at holde min shoppelyst intakt, fordi jeg så gerne ville være med på noderne. I dag fravælger jeg dem bevidst, hvilket spare mig mellem 50-100kr. pr. magasin i måneden.

4. Makeup og skønhedsprodukter

Jeg har aldrig været den store tilhænger af makeup. Lidt mascara – og en eyeliner hvis det skal være vildt – er sådan cirka hvad min makeuprutine indeholder. Men ind imellem er jeg blevet fanget i en idé om, at jeg måske skulle til at bruge mere makeup, også selvom jeg inderst inde godt vidste, at jeg aldrig ville komme til at bruge det. Det samme gjorde sig gældende for skønhedsprodukter. Her var sagen dog, at jeg aldrig kunne finde et produkt, som passede til min hud eller mit hår. Det har kostet mig mange penge i længden, men i dag har jeg fundet et par enkelte produkter, som jeg holder mig til.

5. Trendy accessories

Hvis man ligesom jeg ikke har råd til at forny hele sin garderobe hver sæson, så kan man nøjes med at købe sæsonens accessories – så det gjorde jeg! Det resulterede i et utal af smykker (specielt store og farverige statement halskæder), tørklæder, tasker og sko i sæsonens farver og prints. Det fungerede overhovedet ikke for mig og hvis jeg skal være helt ærlig, så var det spild af penge. I dag har jeg en håndfuld tasker, som jeg skifter lidt imellem, og nogle udvalgte enkle smykker som jeg bruger om og om igen.

6. Souvenirs

Har man overhovedet været ude og rejse, hvis ikke man har en souvenir med hjem? Ja, det har man faktisk. Jeg har aldrig været den, som købte mange souvenirs med hjem fra mine rejser og ophold, men det er noget, som jeg har tænkt meget over og efterfølgende valgt at undlade på mine rejser. Selvom vi fx. boede i Spanien i et halvt år, er det eneste, jeg har med hjem en smuk keramik kande (og et utal af billeder på mit kamera). Souvenirs kan hurtigt blive en dyr løsning, som ikke mindst optager meget af din plads i hjemmet – er det virkelig det værd? Det er det ikke for mig.

7. Fitness abonnement

Jeg har haft flere forskellige fitness abonnementer, både de billige og de dyre, med og uden svømmehal, men når alt kommer til alt, så er der intet, der slår en løbetur ude i naturen. Altså hvis du spørger mig. Derfor har jeg fravalgt fitness abonnementet og supplere mine løbeture med træningsprogrammer på YouTube. Det fungerer overraskende godt og sparer mig mellem 250-350kr. pr. måned.

8. Byture, drinks og entré

I mine unge dage var jeg ofte i byen med mine veninder i weekenderne, men en bytur dækkede som regel over meget mere end en enkelt drink i byen. En bytur bestod ofte af et nyt sæt tøj, en fællesmiddag, alkohol til forfesten, entré til diskoteket, garderobe, drinks, en taxa hjem og tømmermænds mad den næste morgen. I dag tager jeg sjældent med mine veninder på byture, det er heldigvis gået i sig selv igen, og det sparer mig mange penge, som jeg kan bruge på noget, som giver mit liv værdi.

9. Indchecket bagage

Jeg lærte ret hurtigt, at det ikke er en nødvendighed at have en stor kuffert med, når man skal ud at rejse. Jeg glemmer aldrig min første rejse til Barcelona, hvor jeg havde min kuffert med, som i forvejen ikke er ret stor, og den var kun halvt fyldt. Det samme skete for mig, da jeg et år senere skulle til Berlin. Jeg blev klar over, at indchecket bagage ikke var nødvendigt for mig. Jeg har sidenhen kun brugt min rygsæk, som godtages som håndbagage, når vi skal ud at rejse og fravælger indchecket bagage. Alt efter hvilket flyselskab man vælger, kan man sparer op til, hvad der svarer til en god middag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s